Kommunale forsyninger

Et samfund med gang i hjulene producerer biogødning hver dag

Biogødning – tidligere kaldet spildevandsslam – fra kommunale rensningsanlæg over hele landet er vores primære arbejdsområde som vi har over 30 års erfaring med.

Biogødningen i totalentreprise

I Danmark har vi kompetente forskere og myndigheder med hver deres virkefelt til at vurdere hvorledes biogødning til landbrugsanvendelse skal håndteres. Reglerne fastsættes i Bekendtgørelse om anvendelse affald til jordbrugsformål, populært kaldet slambekendtgørelsen. Skrappe grænseværdier for uønskede stoffer er en vigtig del af regelsættet. Grænseværdierne er fastsat udfra et krav om der ved gentagen brug ikke sker en ophobning af tungmetaller i jorden og at faunaen i jorden heller ikke lider overlast. For de mest skadelige tungmetaller Cadmium, Kviksølv, Nikkel og Chrom har vi Danmark den laveste grænseværdi i Europa (for Cadmium endda lavere end i handelsgødning). Vi er også det eneste land som har grænseværdier for miljøfremmede organiske forbindelser.

Alt i alt en lovgivning der udsender et meget restriktiv signal uden samtidig at have usmidige regler, der risikerede at besværliggøre jordbrugsanvendelsen.

Fosfor fra biogødning bidrager mærkbart til at den danske import af handelsgødningsfosfor kan minimeres. Fosfor er som bekendt et livsvigtig grundstof, men samtidig en begrænset ressource.

Nyeste opgørelse viser at 77% af al biogødning i Danmark nu udbringes til nyttiggørelse på landbrugsjord. Det er den højeste andel nogensinde og vidner om at landbruget har taget denne gødningstype til sig.

Det er naturligt for os at have biogødningen i totalentreprise. Dvs. vi afhenter produktet på rensningsanlæggets lager eller kontinuerlig i container afhængig af forholdene, og mellemlagrer det i vore miljøgodkendte indlejede lagre, eksempelvis gylletanke, møddingspladser eller haller. Efter forudgående aftale med landmænd og efter analysering og deklarering, slutdisponeres biogødningen på landbrugsjord.

Som en del af afsætningssikkerheden har vi også løsninger for biogødning, der ikke overholder grænseværdier for miljøfremmede stoffer og/eller tungmetaller – også kaldet hhv B- og C-slam. Førstnævnte kan stadig gå til landbrug, dog via en komposteringsbehandling hos samarbejdspartnere, mens sidstnævnte desværre må forbrændes eller deponeres.